Gynækomasti (fjernelse af mandlig brystudvikling)
Brystdannelse hos mænd er oftest en fuldstændig normal tilstand som berører 40–60 procent af alle mænd. I de fleste tilfælde er den direkte årsag til gynækomasti ukendt. Det tilrådes, at man inden operationen udelukker en tilgrundliggende sygdom som årsag til tilstanden (som nedsat leverfunktion, misbrug af alkohol og anabole steroider, hormonproducerende tumorer, stofskiftelidelser osv.). Behandlingen er dog den samme uanset årsag. Er du overvægtig, anbefales det, at du går ned i vægt før evt. kirurgisk behandling. Under operationen fjernes uønsket kirtelvæv og/eller fedtvæv hos mænd.
FØR OPERATIONEN
Inden operationen skal du til forundersøgelse hos speciallægen. Her vil du blive informeret om ope-rationen, senfølger og eventuelle komplikationer. Speciallægen vil også informere dig om det forventede kosmetiske resultat. Du er velkommen til at tage en ven eller et familiemedlem med til forundersøgelsen. Der skal gå mindst én uge fra forundersøgelsen til operationen, hvis indgrebet betragtes som udelukkende kosmetisk betinget.
OPERATIONEN
Når du møder op, får du anvist en seng af en sygeplejerske. Herefter vil den kirurg, som skal operere dig, komme og hilse på dig, og afhængig af bedøvelsens art får du også besøg af en narkoselæge.
Der kan gå fra 30 min – 1½ time fra ankomst til selve operationen vil blive foretaget.
Selve operationen foregår enten i lokal eller fuld bedøvelse. Snittet lægges oftest i brystvorteranden. Somme tider er det nødvendigt også at fjerne overskydende hud, hvis brystet hænger meget, hvilket indebærer et længere ar. Hele den forstørrede brystkirtel og evt. fedt fjernes. Nogle gange anvendes et dræn til fjernelse af overskydende blod og vævsvæske.
I nogle tilfælde kan man nøjes med en fedtsugning. Det afhænger af selve brystkirtlens fasthed og størrelse.
EFTER OPERATIONEN
Efter operationen iføres du en tætsiddende bandage eller forbinding for at mindske hævelse i den første tid.
De første timer efter operationen vil din hjer-terytme, vejrtrækning m.m. blive elektronisk og personligt overvåget.
Du bliver typisk udskrevet samme dag. Ved udskrivelsen får du udleveret smertestillende medicin samt kirurgens telefonnummer. Hvis der er anvendt dræn, skal det fjernes efter en eller flere dage. Du skal holde dig meget i ro, især de første dage for at undgå blodansamling. Stingene fjernes typisk efter 1-2 uger.
Resultatet er principielt varigt, forudsat at du holder vægten.
Arbejde
Du skal regne med at holde fri fra arbejde 1-2 uger efter operationen. Dette afhænger desuden af, hvilket arbejde du har.
Sport og motion
Du må først begynde at dyrke gymnastik/sport/svømning 6 uger efter operationen.
SENFØLGER OG EVENTUELLE KOMPLIKATIONER
Hævelser og misfarvning
Man bliver ofte noget hævet og blålig misfarvet de følgende dage, og ligeledes har man brug for smertestillende medicin de første dage efter operationen.
Ar
Operationen efterlader 1 cm lange ar efter fedtsugningen. Såfremt det har været nødvendigt at fjerne kirtelvæv efterlades et ar, der ligger i kanten af brystvorten, og afhængig af operations-typen kan det også være nødvendigt at efterlade et ar, der strækker sig ud fra brystvorten.
Føleforstyrrelser
Nedsat følesans i brystvorten kan være midlertidigt eller permanent (under 1 %).
Såfremt der kun er foretaget fedtsugning, kan det ske, at evt. overskydende hud må fjernes efterfølgende. Underhudsfedtvævet kan af og til blive uregelmæssigt. Efter eventuel fjernelse af kirtelvæv kan man i sjældne tilfælde risikere en indtrækning i brystvorteområdet.
Blodansamling
Kan i sjældne tilfælde opstå inden for det første døgn efter operationen, og det kan kræve et kirurgisk indgreb. Opstår der en blødning, vil den ofte optræde de første timer efter operationen og ses ved tiltagende hævelse og smerter. Du vil da blive kørt på operationsstuen for at få foretaget en lille operation i fuld bedøvelse.
Infektion (betændelse)
Ses meget sjældent (under 1 %). Du bør dog henvende dig til den opererende kirurg eller til hospitalet, hvis du får feber, rødme, varme eller smer-ter omkring arvævet.
DET FORVENTEDE KOSMETISKE RESULTAT
Lever resultatet ikke op til forventningerne, kan en ny operation komme på tale. Det er dog ikke i alle tilfælde muligt at operere til et mere tilfredsstillende resultat.