Information omkring fjernelse af hudtumorer (skønhedspletter, talgcyster, fedtknuder, etc.)

Mange mennesker får med alderen kosmetisk skæmmende modermærker, fedtknuder, vorter etc. og andre småforandringer i huden, som kan fjernes vha. kirurgi.

FØR OPERATIONEN

Før operationen skal du til forundersøgelse hos speciallægen. Her vil du blive informeret om operationen, senfølger og eventuelle komplikationer. Speciallægen vil også informere dig om det forventede kosmetiske resultat. Du er velkommen til at tage en ven eller et familiemedlem med til forundersøgelsen.
Der skal gå mindst én uge fra forundersøgelsen til operationen, hvis indgrebet betragtes som udelukkende kosmetisk betinget.

BEDØVELSE

Operationen foretages oftest i lokal bedøvelse. Læs venligst om dette.

OPERATIONEN

Når du møder op, får du anvist en seng af en sygeplejersker. Herefter vil den kirurg, som skal operere dig, komme og hilse på dig, og afhængig af bedøvelsens art får du også besøg af en narkoselæge. Forandringen optegnes, og der lægges lokal bedøvelse. Forandringer fjernes, således at snittet – så vidt det er muligt – kommer til at ligge i hudfurernes retning. Når forandringen er fjernet, sys defekten med små tråde, og der lægges en plasterbandage.

EFTER OPERATIONEN

Trådene skal efter operationen oftest fjernes, og tidspunktet afhænger af, hvor på kroppen man har fjernet forandringen. Du skal beholde plaster på indtil tråd fjernelsen. Du kan dog godt gå i bad dagen efter operationen. Du skal undgå kraftige bevægelser af det område, hvor operationen er foretaget.
Ved udskrivelsen får du udleveret smertestillende medicin samt kirurgens telefonnummer. Hvis forandringen er sendt til mikroskopisk undersøgelse, vil du otte dage efter operationen blive informeret om resultatet. Drejer det sig om noget ondartet, vil du blive behandlet i henhold til de landsdækkende retningslinjer.

Arbejde

Som regel kan arbejde genoptages dagen efter operation, og det er derfor ikke nødvendigt med sygemelding.

SENFØLGER OG EVENTUELLE KOMPLIKATIONER

Hævelse og blødning

Der kan være let ømhed og siven fra såret.

Ar

Operationen vil efterlade et lille ar, som er mere eller mindre synligt, alt afhængig af hvor på kroppen forandringen er fjernet. Indtrækninger i området kan forekomme.

Infektion (betændelse)

Betændelse og blodansamlinger er sjældent, og det er ligeledes meget sjældent, at såret springer op.

DET FORVENTEDE KOSMETISKE RESULTAT

Lever resultatet ikke op til forventningerne, kan en ny operation komme på tale. Det er dog ikke i alle tilfælde muligt at operere til et mere tilfredsstillende resultat.
Er der noget, du er i tvivl om, så er du altid velkommen til at ringe til CFR Hospitaler eller til den kirurg, som har opereret dig.