BOTOX
HVAD ER BOTOX/AZZALURE?
Botox (Botulinum toxin A) er indholdsstoffet i Azzalure. Stoffet er kendt for i gamle dage at give pølseforgiftning. Giften opstår, når bestemte bakterier får lov at leve lidt for længe i dårligt opbevaret eller dårligt tilberedt kød. Botox blokerer nerveenderne i en muskel, så den ikke kan trække sig sammen i 3-6 måneder. Det betyder, at musklen slapper af, den overliggende hud glattes ud, og eventuelle rynker forsvinder. I 1970’erne fandt man ud af, at giften kunne bruges medicinsk. Det viste sig, at stoffet havde en gunstig virkning på visse muskelspasmer, der faldt til ro, når stoffet blev tilført. Stoffet anvendes til behandling af bl.a. muskelspasmer i øjenomgivelserne, blærespasmer, muskelspasmer i halsmuskulaturen og muskelspasmer i benene. I år 2000 blev Botox anerkendt til kosmetisk behandling af rynker i Danmark.
HVORDAN VIRKER BOTOX?
Botox forhindrer frigivelsen af signalstoffer mellem nerve og muskel, hvorved nerveimpulser til musklerne blokeres. Musklerne hindres dermed i at trække sig sammen, hvilket medfører, at den overliggende hud bliver glat og uden rynker. Botox er særlig velegnet til behandling af de såkaldte mimiske rynker. Det vil sige de rynker, der fremkommer, når du bruger din mimik. Især er Botox velegnet til rynker i den øvre del af ansigtet: rynker mellem brynene, panderynker og smilerynker omkring øjnene. Men kan også udglatte rynker i den nedre del af ansigtet: rynker omkring munden og rynker på halsen. Præparatet kan endvidere anvendes til at nedsætte svedproduktionen i hænder og armhuler.
FORHOLDSREGLER INDEN BEHANDLING
En uge før planlagt behandling skal du undgå at indtage Magnyl, Treo, Brufen, Ibuprofen samt fiskeolie eller andre stoffer, der kan nedsætte blodets størkningsevne. Denne forholdsregel er blot for at hindre blålig misfarvning omkring indstiksstedet.
HVORDAN FOREGÅR BEHANDLINGEN?
Når du møder op i receptionen får du udleveret en skriftlig information. Herefter kommer du først til en forundersøgelse hos en speciallæge i plastikkirurgi, hvor du fortæller om dit helbred og oplyser om eventuel medicin, som du tager. Speciallægen vil informere dig om, hvordan behandlingen foregår, og du har mulighed for at stille spørgsmål. Der vil blive taget fotos af de områder, der skal behandles. Du har ret til at medbringe en bisidder i forbindelse med konsultationen. Speciallægen vurderer de rynker/furer og områder, som du ønsker behandlet og oplyser dig om en ca. pris for behandlingen. Ifølge lovgivningen skal du have 2 dages betænkningstid..
Det betyder, at der skal gå mindst 2 dage fra, du er blevet informeret, før behandlingen må foretages.
BEHANDLING OG RESULTAT
Selve behandlingen foregår ved en sygeplejerske, som har en speciel autorisation til at foretage Botox-behandlinger. Små mængder Botox sprøjtes ind under huden i musklen på udvalgte steder med en tynd kanyle. Virkningen på de behandlede muskler indtræder efter 1-7 døgn. Den største effekt ses efter 7-14 dage. Virkningen forsvinder efter 3-6 måneder. Behandlingen kan gentages med måneders mellemrum, når de uønskede rynker dukker frem igen. Virkningen på svedproduktion i armhuler og hænder er ofte af længere varighed – helt op til et år.
FORHOLDSREGLER EFTER BEHANDLING
Efter behandlingen skal man undgå at berøre det behandlede område i 5 timer. Derved undgås displacering af præparatet og dermed risiko for uønskede virkninger.
EVENTUELLE BIVIRKNINGER
Man kan selvfølgelig mærke, når stoffet bliver sprøjtet ind. Det føles som en kortvarig smerte og svien. De hyppigste bivirkninger er rødmen og hævelse i det behandlede område. Enkelte kan ved behandling af den øvre del af ansigtet udvikle hovedpine 1-2 dage efter behandlingen. Der er kun registreret få og midlertidige bivirkninger ved anvendelse af Botox til kosmetisk behandling, når det bliver anvendt af læger/ sygeplejersker med passende kvalifikationer. I sjældne tilfælde kan der efter behandlingen optræde sænkning af enten det øvre eller nedre øjenlåg eller lammelser i den nedre del af ansigtet i form af hængende mundvige. Disse gener svinder af sig selv inden for 2-4 uger. Enkelte kan blive immune over for stoffet, hvilket medfører, at det ikke virker. Se yderligere information på: www.laegemiddelstyrelsen.dk under bivirkninger ved botulinumtoksin.
ER BOTOX FARLIGT?
Botulinumtoksin er det mest potente toksin, der findes. Siden markedsføringen begyndte, er der registreret 600 alvorlige bivirkninger, hvilket svarer til mindre end 10 ud af 10.000 behandlede patienter. Dette tal skal ses i forhold til, hvor mange brugere der er, og at den dosis, man bruger i medicinsk behandling til patienter med f.eks. muskelspasmer, er omkring 10-20 gange højere end den dosis, man bruger i kosmetisk behandling. På den baggrund er det en forsvindende lille del, der får problemer med Botox efter kosmetisk behandling. Hvis injektionsteknikken, doser og behandlingsområde overholdes, er det ekstremt sjældent, man ser alvorlige bivirkninger. Præparatet er relativt nemt at anvende, når det sprøjtes ind i den øvre del af ansigtet. Anvendelse i den nedre del af ansigtet kræver betydelig større erfaring og bør kun foretages af speciallæger/ sygeplejersker med stor erfaring inden for området. Såfremt toksinet ved et uheld rammer halsmuskulaturen, kan der opstå synke og talebesvær.
ER DER NOGEN HINDRINGER FOR BEHANDLING?
Såfremt man er gravid, ammer eller lider af særlige muskelsygdomme, må man ikke få behandling med Botox. Behandling af ældre patienter skal foretages med forsigtighed. Se www.laegemiddelstyrelsen.dk under bivirkninger ved botulinumtoksin.
Udtalelser
“Kære Benedikte
Jeg har ikke mere ticks under øjet, det er fantastisk.Bedste hilsner
xxxx”